Af Anna Cæcilie Sørensen
‘Der må ikke gå Odense i den’. De forbudte ord som ingen tør sige, men som alle tænker. Borgmester, byrådsmedlemmer, røgskyer og overskæg og en jomfruelig sekretær er samlet for at gøre Odense bedre. En lille gruppe af usikre små mænd i jakkesæt med store egoer og brunsviger, samler sig for at finde løsninger på problemer. Og mændene om det halvrunde bord tager en fælles beslutning om at bygge en vej, og døber den Thomas B. Thriges Gade. Og denne transformeres selvfølgelig hurtigt til en være en af verdens dårligste beslutninger.
Der er smurt tykt på med de fynske dialekter og vendninger. Og så bliver der taget pis på kommunal poltik og naive fynboer. Alle griner bl.a. af den sagnomspundne letbane, og alle i salen er enige om, at man ikke kan andet end at grine. Der bliver sendt stikpiller og svirpere til både fortiden og nutiden. Ja, det kan jo virke som om, at fejlene bliver gentaget, og at det er svært at tage de rigtige beslutninger og at tiden går, klokken slår og pludselig er der gået uhyggeligt mange år og er vi så egentlig blevet klogere? Ingen ved det helt.
Som tilflytter og dermed også ny odenseaner, kan jeg ikke lade være med at sidde og blive lidt forelsket i vanviddet. Der er ganske vist noget indforståethed og nogle navne, som man lige skal lære at kende, men jeg kan ikke lade være med at holde af mennesker, som kan lave grin med sig selv. Det som er velkendt for nogen, er noget nyt for nogle andre. ‘Vi bygger en vej’ er en tragikomisk revy-komedie af dimensioner, som både leder tankerne hen på ‘A Christmas Carol’, en græsk tragedie og en absurd dårlig men sjov vittighed. Det allermest vanvittige og absurde ved forestillingen er jo i virkeligheden, at den bygger på rigtige hændelser.
Hvem skulle have troet at noget så kedeligt som en historisk gennemgang af lokalpoltik, kunne være så åndssvagt morsom? Heinrich Christensen har skrevet og instrueret en vanvittigt underholdende forestilling, som har min varmeste anbefaling og som bestemt ikke kun er for fynboer. Det er enormt godt tænkt at give en vej menneskeform, og Freja Klint Sandberg er ret fantastisk som den asfalterede øjenbæ. Det er en mere end bare en leifig oplevelse, at høre historien om det 650 meter lange gamle sår, som aldrig rigtig er helet.
Forestillingen og skuespillerne tager sit publikum med ind i vanviddet. Musikken og sangene binder små sløjfer på det politiske makværk og det er en fornøjelse at man både kan grine og betages af replikker og sange. Der bliver skabt en befriende fællesskabsfølelse og det er virkelig rart at sidde i en sal, hvor man kan mærke publikum, for det bringer os tættere sammen og det har vi brug for. Vi har brug for at grine lidt af historien og af tiden.
Hvem: Odense Teater
Hvor: Odense
Hvornår: 5. maj – 28. maj 2022
Foto: Emilia Therese