Anmeldelse: En fortælling om blindhed


Af Ditte Amalie Greve Bichel

Da Aarhus Teater planlagde sæson 20/21 havde de næppe forestillet sig, hvor højaktuel forestillingen ’En fortælling om blindhed’ ville være. Ikke desto mindre rammer det kunstneriske samarbejde mellem Aarhus Teater, Sort/Hvid og Teater Momentum ned i en tid præget af en verdensomspændende pandemi, som på mange måder trækker paralleller til forestillingens univers.

Studio-scenen på Aarhus Teater er omdannet til et midlertidigt hospital for blinde, et sikkert opholdssted for dem, som er blevet ramt af blindhedsepidemien. I midten af lokalet, omgivet af sorte feltsenge, står skuespiller Simon Matthew. Han er klædt i hvidt fra top til tå, selv hans ansigt er malet hvidt. Gennem den ca. 60 minutter lange forestilling er det Matthews stemme, der guider os gennem fortællingen. Ved hjælp af et binauralt lyddesign, tidligere optagede lydsekvenser og forskellige objekter skabes et immersivt 3D lydunivers.

Når vi frarøves synssansen, er det den kropslige reaktion, der kommer i centrum. Jeg har hjertet oppe i halsen flere gange og bliver bevidst om min krop på en anden måde, end jeg normalt ville gøre i teatret. Fordi de visuelle elementer (næsten) er elimineret og kun består af periodiske lysglimt i den hvide tåge, opstår der en kropslig empati og indlevelse med historiens karakterer. Den hårde feltseng gør ondt i ryggen og beskrivelser af forværrelsen i hygiejnen hos karaktererne giver fysisk kvalme.

At kalde ’En fortælling om blindhed’ for teater ville være misvisende, da det er lykkedes instruktør Christian Lollike at skabe en ny genre, hvor skuespilleren er nødvendig, men på en anden måde end vi er vant til. Publikum får lov at registrere Matthews tilstedeværelse, inden vi rammes af blindhedens altfortærende tåge. I kombination med 3D lyden skabes en gysende fornemmelse af, at Matthew kan befinde sig hvor som helst i rummet, når som helst.

I forestillingen tages menneskets moral op til revision, for hvad sker der med os, når verden lige så langsomt forfalder? Er det muligt at fastholde vores principper og love? Kan vi stadig være gode mennesker eller vil det være på bekostning af vores individuelle overlevelse? ’En fortælling om blindhed’ rejser disse spørgsmål og efterlader dem åbne.  Forestillingen er en ægte gyser og et kæmpe hit, hvis man ønsker en ny teateroplevelse, hvor kroppens mentale alarmberedskab bliver sat på prøve.

Hvem: Aarhus Teater i samarbejde med Sort/Hvid og Teater Momentum
Hvor: Aarhus, Odense og København
Hvornår: 29. aug. – 26. sep., 2. – 24. okt., 31. okt. – 21. nov.  2020
Foto: Emilia Therese