TEATRET FAIR PLAY, der er lokaliseret i Holbæk, er gået ind i forlagsbranchen og har netop publiceret sin første udgivelse der består af det tidligere opførte ungdomsstykke DEN FØRSTE DRÅBE BLOD. Udgivelsen skal blot være den første i en række af teatrets uropførte forestillinger, så børn og unge fremadrettet kan få mulighed for at læse nyere dansk dramatik.
DEN FØRSTE DRÅBE BLOD er en ungdomsforestilling fra 2019, der er inspireret af den medieomtalte sag om Kundby-Pigen, hvor en teenager blev dømt skyldig for forsøg på terror tilbage i 2017.
Teksten ses fra pigens perspektiv og omhandler hendes konvertering til islam, en utilpasset ungdom, at blive misforstået og modreaktionen heraf. Bogen i sig selv består helt konkret af Robert Reinholds manuskript og er både kort og letlæselig. Derfor vil den og fremtidige titler fra FAIR PLAY gøre sig godt ud som undervisningsmateriale til de ældste skoleklasser eller til unge med ønske om relaterbar dansk dramatik.
Læs mere om FAIR PLAYS forlag her
Hvis du vil se forestillingen som bogen omhandler, er den desuden på turné i efteråret.
Bogomslag: Asako Kido Parr