Af Carl Sørensen
Malvolio traver umiddelbart formålsløst rundt på scenen. Han læser i et brev, hvor kun enkelte ord høres. I hans pande ses et skilt hvor der står ”fed fyr”. På hans lænd står ”opblæst nar”. Hans gul-plettede bukser, uredte hår og beskidte trøje vidner om en usoigneret mand i udkanten af samfundet. Og det er han.
‘Jeg, Malvolio’ er en forestilling skrevet af Tim Crouch, som tager udgangspunkt i Malvolio, en biperson i Shakespeares stykke ‘Helligtrekongersaften’. Malvolio bliver i Shakespeares forestilling en karakter, der kan grines af og ydmyges, primært af de andre karakterer, men måske i større grad af publikum. Dette udfordres i ‘Jeg, Malvolio’, hvor karakteren får sit eget talerør. Er Malvolio virkelig så latterlig? Er publikums underholdning på hans bekostning egentlig uetisk? Og hvem er Malvolio i virkeligheden?
Michael Moritzen spiller i den timelange monolog Malvolio, og får både skabt grin, usikkerhed og foragt blandt publikum. Han beordrer for eksempel publikum til at rette ryggen, sidde stille, benene ret, og ”ikke pille”. Dette er ikke en karakter, der skaber sympati, hvilket eksempelvis bliver tydeligt når publikum i vrede adspørges ”Hvem her elsker mig overhovedet?” til svaret af stilhed. Lignende sekvenser giver anledning til at sammenligne Malvolio med incel-kulturen – en indelukket subkultur blandt visse mænd på internettet, der mener, at kvinder skylder dem noget, ofte seksuelt – da han flere gange i sin egen forelskelse og frustration kalder sin grevinde for sin egen.
Samtidig bliver publikum i forskellige instanser både indirekte og direkte inddraget i stykket. Ofte kalder Malvolio publikum diverse eder og forbandelser, eller opfordrer til en ændring i adfærd. Andre gange bliver publikum (ufrivilligt) inviteret til interaktion, eksempelvis når Malvolio beder om hjælp til sit eget selvmord.
Sådanne former for inddragelse er typiske for forfatteren af stykket, Tim Crouch. De skaber en vis usikkerhed og ubalance i forholdet mellem at være seer og medvirkende aktør i forestillingen. ‘Jeg, Malvolio’ er en virkelig interessant oplevelse, som jeg virkelig ikke kan kalde behagelig. Den filosofiske stillingtagen til et andet menneske placerer publikum i et dilemma: er vi bare publikum, en upersonlig masse, eller er vi mere end det?
Forestillingen er interessant, men kan også til tider opfattes forvirrende. Som publikum eksisterer vi både i realtid sammen med Malvolio og i vores beskyttede verden som seer, og disse skift mellem det ene og andet kan skabe forvirring i den samlede historie, hvilket jeg dog ikke tolker som et uheld. Jeg gik ud af salen underholdt, spørgende og ubehageligt til mode på den bedst mulige måde.
Hvem: Teatret ved Sorte Hest
Hvor: København V
Hvornår: 23. feb. – 19. marts 2022
Foto: Bjarne Stæhr