Anmeldelse: Bedrag


Af Carl Sørensen

Stole stablet rodet ovenpå hinanden. Et skilt hvor der står ”ÅR 9” i rødt. Scenen er sat til det klassiske drama skrevet af Harold Pinter, nyoversat af Line Knutzon. I den første scene mødes Peter og Emma over et glas vin, og deres relation bliver først tydelig i løbet af deres samtale. De har haft en affære i 7 år, som nu er afsluttet. En affære bag Roberts ryg. Robert er Peters bedste ven og Emmas mand. Gennem en tilbagespoling igennem årene finder publikum ud af, at bedrageriet måske ligger dybere end som så.

Anette Støvelbæk i rollen som Emma er i de første år en kærlig hengiven elskerinde, og det bliver antydet, at hun ønsker at gå fra Robert og stifte familie med Peter. Niels Ellegaard i rollen som Peter er en hengiven, til tider umoden hedonist, som nyder hverdagens stabilitet samtidig med affæren. Robert, spillet af Henrik Lykkegaard, er en anspændt mand, der synes at lide under den skam der er forbundet med en ægtefælles affære.

Skuespillet er nødt til at være bærende i et stykke drevent fuldstændig gennem dialog. Rekvisitter og sceneskift foregår kun ved skift af stole og placering, og skuespillerne skal derfor bære scenen og stykket. Dette gør alle tre hovedroller glimrende, og den omvendte udvikling i stykket, fra slut til start, får skuespil og særligt gestik til virkelig at skinne. Som når den anspændte Robert i de sidste scener ses som en afslappet mand med styr på livet, sammenlignet med de første, hvor en usikker og temperamentsfyldt mand kæmper med at acceptere bedrageriet.

Undervejs i stykket kan dialogen næsten opfattes komisk, når en sætning som ”hvordan går det?” forsøges omformuleret på 20 forskellige måder i et akavet møde med gamle flammer, svigtende venner og usikre ægteskaber. Dette udløste da også forskudte grin her og der, selvom det ikke endvidere var en komisk situation. For hvad taler man om, med kvinden som har en affære bag ens ryg? Er man stadig bedste venner med den mand, man har bedraget? Jeg tror ikke, der er nogen, der ved det og dialogen i stykket tydeliggør denne autentiske usikkerhed.

Om end der opstår små sekvenser, som lægger sig for meget op af satire til min smag, som for eksempel en tjener der opfører sig lidt for komisk, er jeg aldrig i tvivl om den reelle og virkelighedsnære tone i stykket, til stor ros for både instruktion, skuespillere og nyoversættelsen.

Hvem: Folketeatret
Hvor: Turne i hele landet samt København K
Hvornår: Turné 27. jan. – 22. marts. samt Folketeatret 24. marts – 14. april 2022
Foto: Robin Skjoldborg