Af Carl Sørensen
I en stort set fyldt sal ses blot en torso af en modeldukke og en enorm gong-gong i det bagerste af scenen. Der bliver slået an, og de 5 primære skuespillere indleder forestillingen med skiftevist indskudte replikker. Bag dem ligger afhugne hoveder modelleret efter skuespillerne selv, og dette bliver et af de første eksempler på eksemplarisk god rekvisitbrug.
Forestillingen følger Grusche, en tjenestepige under overfyrstens kone. Grusche bliver af nødvendighed stedmoder for fyrstens søn, da denne bliver forladt af den frygtsomme familie. Undervejs bliver Grusche tvunget til at genoverveje sit nye ansvar, og bøder da også for det mere end en gang. Slutteligt bliver spørgsmålet om arv og miljø vendt på hovedet, ved at bruge den faktiske moder mod surrogatmoderen Grusche, i en retssag om hvem barnet tilhører.
Selve kridtcirklen på scenen bliver endda undervejs i stykket brugt som rekvisit, hvor Fanny Louise Bernth i rollen som Grusche traver milevidt i søgen efter husly til sig selv og barnet. Bernth og Benjamin Kitter leverer også igennem hele stykket gode skuespilpræstationer. Rollerne i stykket virker dog sommetider lidt udefinerede i instruktionen.
Selve forestillingen er tydeligt inspireret af Bertolt Brechts teaterforståelse, men jeg spørger mig selv, hvad formålet med fortolkningen af teaterstykket var.
”Verfremdung”, Brechts begreb om teaterkunstens tydeliggørelse af performance, en tydelig adskillelse af skuespil og publikum, bliver ofte brugt når nogle roller på overspillet teatralsk vis for eksempel skriger op, og tydeliggør det uvirkelige billede præsenteret for publikum. Men formålet med dette fremgår ikke tydeligt for mig. Problemet med dette opstår, når en seriøs rolle som Grusche skal spille overfor en tydeligt satirisk rolle som dommeren i retssagen.
Skal vi tage Grusches rejse og offer for barnet seriøst, i en fortælling om selvopofrelse og betydningen mellem arv og miljø, eller skal vi grine af retssystemets uretfærdige klassebehandling, hvor for eksempel dommere bare er fulde og modtager bestikkelse? Hvad er det forestillingen forsøger at kommunikere? Og hvad vil instruktøren have os til at føle? Er dette en antik nyfortolkning af den klassiske historie, eller et moderne teaterstykke, der forsøger at vende Brechts forestilling på hovedet?
Det opfattes som et stykke, en instruktion og en fortælling der aldrig helt formår at blive enig med sig selv. Brugen af scenen og de involverede rekvisitter er noget af det bedste jeg har set i lang tid, men hvis et fokus på rekvisitter forårsager at selve fortællingens helhed halter, er jeg hellere foruden.
Hvem: Teater Republique
Hvor: København Ø
Hvornår: 17. – 28. januar 2022
Foto: Karoline Lieberkind