Af Carl Sørensen
10-15 stykker forskellig teknologi bliver smidt i en metalskraldespand af den unavngivne karakter, spillet af Øyvind Kirchhoff. Resultatet bliver gentagne brag og et publikum der græmmes. Dette forstærkes igen, da Kirchhoff efterfølgende peger individuelle medlemmer af publikum ud med en invitation til at gøre det samme. At give afkald på teknologien, digitaliseringen og den berygtede FOMO – fear of missing out.
Forestillingens grundidé er en form for omvendt revolution – netop ”devolution” fra det digitale menneske tilbage til det autonome, intime og tilstedeværende menneske. Kan vi mon genfinde det menneske, vi var engang? Kan vi redde os selv fra teknologien? Igennem forestillingen bruger Kirchhoff næsten udelukkende sin krop og gestik til at præsentere det førerløse menneskes narrativ. Dette resulterer i til tider fremragende nonverbal kommunikation mellem Kirchhoff og publikum, men andre gange, endda lidt for ofte, skaber dette en useriøs distance, som igennem slapstick-lignende sekvenser skal forsøge at fremtvinge grin. Som når Kirchhoff tager en bog frem og begynder at taste, men bliver chokeret når denne skal læses i stedet. Eksempler som dette sker desværre så ofte, at humoren føles forceret, og dette kan virke nedladende overfor os som publikummer.
Forestillingen gør til gengæld brug af en velskabt scenografi, lys og musik til at understrege det emotionelle rum, vi befinder os i. Radioen bruges både til musik og som et objekt, der er med til at udfordre Kirchhoffs karakter. Uret i midten af scenen bliver en konstant reminder om alt det, som karakteren har givet afkald på.
Samspillet mellem Kirchhoff og hans klon er forestillingens mest gyldne øjeblikke. Det er i disse sammenhænge, at Kirchhoffs kropslige kommunikation shiner. Når interaktionen med objekterne somme tider føles mere som en relation. Desværre for forestillingen er det netop i de øjeblikke, som for eksempel når Kirchhoff kæmper om selvstyringen med mannequinen skulptureret efter ham selv, at det bliver bagatelliseret med useriøs ”falde på halen”-humor.
Det Førerløse Menneske formår ikke at forene humor med dens filosofiske dilemmaer på en organisk måde. Og dette gør at en forestilling, hvis udgangspunkt er en vanvittigt interessant idé, ender med at forblive netop dette. En fantastisk god ide som mangler bedre eksekvering.
Hvem: Det Olske Orkester
Hvor: Forsøgsstationen, Kbh V & Teater Katapult, Aarhus C
Hvornår: 6. – 12. maj og 18. – 20. maj 2021
Foto: PR foto