Af Carl Sørensen
Wahid Sui Mahmoud sidder i en tændt bil, og kulilteforgiftningsfrygt sitrer i de nyankommne publikumsmedlemmer. Wahid har afleveret sin søn til fodbold, og er af sønnen blevet forbudt at være træner fra sidelinjen, og har derfor etableret et hyggeligt eksil i bilen udenfor. Her begynder Wahids nærværende og involverende anekdoter om hans liv som søn, og nu far.
Wahid refererer til sig selv som W ret hurtigt. Dette bliver sigende for den identitetssøgende rejse som publikum deltager i. W’s far kommer fra Jordan, og efter at have fået sin søn rejser familien mod Danmark, et land der næsten lyder for godt til at være sandt. W’s far har fået job på den arabiske skole som matematiklærer, hvor W også selv starter i skole. Dette bliver begyndelsen på en identitetskrise om at være dansker, men sjældent føle sig accepteret i sit eget land, og måske mindst af alt sin egen far.
Dobbelt V skifter i tider og steder, uden at blive rodet. Vi hører om W som barn, teenager, voksen og som far. Undervejs bliver publikum forkælet med nogle sange, som gang på gang understreger den emotionelle byrde W også bærer på. Til trods for de til tider tunge emner og situationer, skaber historien masser af grin og glæde. En ung fyr bliver inviteret op på scenen for at spille W’s far, som på den ene side udvikler sig til en hysterisk morsom scene, men i realiteten er en skelsættende konfrontation for både W og hans far. Hårdere, sjovere, og smukkere har jeg sjældent set. Wahid Sui Mahmoud afslutter da også stykket til langvarigt stående bifald, som kun tilfalder helt særlige præstationer og historier.
Forestillingen er et utroligt smukt kritisk kærlighedsbrev om det at være far. Til at løfte en byrde man aldrig har bedt om, til at sige Hakuna Matata og til at bevise for sine børn, at alle kan være Batman. Til at klare verdens bedste og sværeste opgave, at være en god far for sine børn.
Hvem: Blaagaard Teater, (tidl. Grob) Hvor: København N
Hvornår: 27. aug. – 15. sep. 2022
Foto: PR Foto