Anmeldelse: Ellers mange tak


Af Carl Sørensen

Jeanett Albeck mistænker at hun har ADHD. Hendes datter har det, og hun får at vide, at diagnoser som denne kan være arvelige. Dette lægger an til en række personlige anekdoter, der undersøger Albecks, kvinders og menneskers til tider tabu-belagte adfærd. ”slap dog af”, ”det var bare en joke” eller ”skru lige lidt ned” er alle udtalelser, som mange kvinder især er blevet mødt af. Men kan man bare skrue ned, hvis det man skruer ned for er sig selv? Og bør man virkelig skrue ned for sig selv?

I de løbende anekdoter eksemplificerer Albeck de feminine krav hun er blevet mødt af, volden udøvet mod hende, og undertrykkelsen som gang på gang presser kvinder ned. Men også alle opturene, humoren, og det store mod. Dette gør hun både gennem skuespil, dans, guitar- og klaverspil og ikke mindst sang. Hun rapper til Dance Hall i seksualitetens tegn. Hun går akustisk til en søstreskabshymne. Og hun går hyper-pop til omkvædet ”velkommen i klubben” i den nok mest underholdende forsagelse af #metoo forbrydere. Alt imens at hendes stemme og teknik ligger ligaer over mange af de kunstnere, der er på Spotify’s top 100.

Undervejs forvandler Albeck sig til en slags dovendyr, bader i slim og spiser afføring på grådigste vis, alt imens publikum kontinuerligt bliver adspurgt: ”I kender da godt det at have lyst til at spise en kæmpe, varm, dampende lort!?”. Det hele i en gennemarbejdet kunstnerisk præstation, stærkt understøttet af stroboskoplys, som jeg aldrig før har set brugt så godt. Samtidig er Julie Møller Christiansen, AKA GRO, DJ og live lyddesigner, som understøtter hele stykket både visuelt og lydmæssigt pragtfuldt.

Produktet af en forestilling som dette er stående klapsalver, ømme grinemuskler, tungt sind over de tunge anekdoter, og et kunstværk i særklasse. Jeanett Albeck er 6-stjerners performance i sig selv, og med genial instruktion og produktion medfører dette et overlegent eksempel på alvorligt, humoristisk og relevant kunst i en klasse for sig.

Hvem: Teater Republique            Hvor: København Ø
Hvornår: 30. aug. 2022 – 16. maj 2023
Foto: Sara Galbiati