Af Carl Sørensen
Et væld af stole, nogle opstillet som i et klasselokale og andre stablet op til en mur, danner scenen i forestillingen ‘Et tysk liv’. Kirsten Olesen, i rollen som Brunhilde Pomsel, sætter sig til rette ved den forreste stol. Efter noget tvivl omkring sin hukommelse, begynder den ca. 2 timer lange monolog omkring en af de mennesker, der var tættest på ondskaben i nazi-tyskland.
Brunhilde Pomsel blev i 2013, i en alder af 102 år, interviewet omkring sine oplevelser i Tyskland, primært Berlin, hvor hun undervejs i krigen sad i propagandaministeriet med Joseph Goebbels som øverste chef. Et perspektiv der er fuld af moralske overvejelser, og som der ikke eksisterer mange beretninger om. Et perspektiv der nok er det tætteste anekdotiske eksempel på den tyske civilbefolknings oplevelse og gerninger, i en krig hvor alle, både skurke og helte, tabte.
Kirsten Olesen leverer sin monolog fænomenalt, med tvivlsom tøven og ømtålelig indlevelse i langt det meste af den alt for lange monolog, og hun gør bestemt sit for at eksistensberettige denne mediefortolkning. Men hun kan dog ikke gøre hele opstillingen til mere end hvad den er. ‘Et tysk liv’ er en livagtig biografi med en masse tomme stole og en levende kvinde som visuel dimension. Forestillingen bliver da også kaldt teaterdokumentar, men jeg sidder tvivlende og spørgende tilbage, og søger efter hvor teaterfolktolkningen kommer ind i billedet. For det første burde der være en regel om, at monologer aldrig må strække sig over en time, da slet ikke to. Dette både af hensyn til skuespiller og publikum.
For det andet sad jeg de sidste 45 minutter tilbage og kunne ikke andet end at lægge mærke til hver detalje, som jeg personligt havde skåret væk i en sådan opstilling. Veninden Eva, som vi har hørt et par sætninger om, bliver pludselig bragt op igen, hvor publikum lige må stoppe op, og tvivle på deres egen hukommelse. Pomsel er åbenbart også diagnosticeret med tuberkulose, men denne information er åbenbart først relevant i de sidste 10 minutter af forestillingen.
Interviewet fra 2013 er noget af det mest interessante, vi har fra eftertiden, og jeg kan godt forstå, at dette ønskes og forsøges dissekeret endnu mere. Men at sælge en oplevelse som denne, og kalde det teater, hvor man sidder tilbage og tænker, at forestillingen er lavet af en forfatter, der ikke kan skære det uvæsentlige fra, er ærgerligt, især når dette skal gøres på baggrund af den kraftpræstation Kirsten Olesen har leveret.
Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: København K
Hvornår: 17. nov. 2022 – 19. jan. 2023
Foto: Camilla Winther