Anmeldelse: Før vi forsvinder


Af Carl Sørensen 

George er død. Mens lydbilledet, skabt af Rumpistol, genner os ind i en tilsyneladende dystopisk fortælling, beretter Troels Hagen Findsen, at George er død. George var den sidste af en sjælden snegleart, der stammede fra sydamerika, men nu er han altså død, og med sig, hele sin art. Dette dødsfald sætter scenen for en fortælling om de destruktive tendenser, mennesket bærer på.

Normalt er performance-teater sjældent lige mig. Typisk bliver det kropslige udtryk en tand for konceptuelt og mystisk, til at man som seer føler sig opslugt af selve stykket. Og selv i ”Før vi forsvinder” er de performance-baserede sekvenser da heller ikke helt afmystifiserede, som fx da de tre skuespillere Troels Hagen Findsen, Sunniva Byvard og Sean Smyth hopper ind på scenen som frøer med en baggrund af træer og buske. Dog formår stykket at have vellykkede sekvenser. En af disse sekvenser har Byvard i rollen som Eva, som fortæller om de depressive overvejelser omkring at få børn i et sjæleløst forhold, mens at Smyth bærer rundt på hende som en levende croquisdukke. Disse sekvenser ophøjer de poetiske monologer i en grad, som jeg ikke forventede fra performance-teater.

Undervejs er strøet lettere humoristiske indslag, hvor publikum griner højlydt, til trods for en hovedsageligt depressiv fortælling. Smyth fortæller om det irske sprogs uddøen, og gengiver et ordsprog fra sin bedstemor på irsk. Og til trods for den gennemgående fornemmelse af forgængelighed, skabes der alligevel humor og ikke mindst håb.

Scenen er sat op med hvide blokke, og undervejs bliver der smidt pizzabakker, plastickopper og plasticposer med mere, som understreger den menneskelige forurening i verden. Senere i stykket vælter de hvide blokke ned, som symbol på polernes smeltning, alt imens at Lars Mikkelsens næsten omnipotente voice-over kan fortolkes som klimaets stemme. Til trods for den visuelle præsentation af klimakonsekvenserne, løfter stykket aldrig den moralske og anklagende pegefinger. De fantastiske monologer, performance og skuespil gør ”Før vi forsvinder” til et teaterstykke, man som publikum tager med sig hjem. Instruktør Katrina Bugaj har formået at skabe en smuk, håbefuld fortælling om vores forgængelige verden. Som Findsen i rollen som Balder siger: ”Det er ikke midnat endnu”.

Hvem: Teater V
Hvor: Valby
Hvornår: 21. – 24. oktober 2020
Foto: Jan Vesala