Af Carl Sørensen
Scenen er klædt i sort evighedsstof, og forårsager publikums påpasselige gang imod deres sæder. I bagerste del af scenen er der en forhøjning, så selve scenens dybde får lov at spille en rolle. I det evigt sorte er der hundredevis af standerlamper, der lyser rummet op. Patrick Baurichter sidder med benene ud over kanten og introducerer os til handlingen som en form for fortæller.
‘Man skulle nok have været der’ er dramatiseringen af Thomas Korsgaards roman af samme navn, der er tredje bind om den unge dreng Tue, spillet af Kasper Dalsgaard. Tue kommer fra Skive, men efter et opgør med sine forældre befinder han sig i København, hvor han kæmper for både at have økonomisk, kulturel og social kapital nok til at kunne klare sig selv. På trods af meget modstand lykkes det ham at låne et værelse hos en veninde og dennes mor. Og herfra går det hele endnu værre.
Forestillingen formår at lave de mest naturlige, om end stadig pludselige, skift i de overordnede følelser. Dalsgaard får eksempelvis sagt en tør joke til et middagsselskab, som udløser mange pinagtige grin blandt publikum, men få minutter efter oplever vi en svømmetur med vodka og smerte, der skaber en voldsom følelse af katarsis hos både Tue og publikum. Disse skift er, som skrevet, overraskende naturlige, men er også nødvendige i en forestilling, der med ynde bevæger sig rundt mellem absurd og pinlig humor, til ømme og reelle følelser af fremmedhed og ensomhed.
Patrick Baurichter skifter konstant roller overfor Tue, hvad enten det er Tues kæreste Lauritz, den vanvittige underbo eller en helt anden. Karaktererne har alle tydelige særegne træk, bevægelser og stemmer, og kommer alle til deres ret i Baurichters hænder.
Samtidig ligger styrken for disse biroller i mødet med Kasper Dalsgaards Tue. Den ofte uvidende og uovervejede attitude, der på den ene side ikke ved bedre, men samtidig meget selvforskyldt skaber tåkrummende og ubehagelige situationer for både sig selv og de mennesker, han er omkring. På trods af dette er Tue en karakter, man føler med, når scenetæppet falder. På trods af selviskhed og mangler, skaber Dalsgaard en fejlagtig og destruktiv, men vigtigst af alt, menneskelig karakter, som komplimenterer Korsgaards univers på den bedst mulige måde. Et ubehageligt sjovt, mærkværdigt følsomt, og utraditionelt fænomenalt teaterstykke i alle henseender.
Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: København K + turné
Hvornår: 21. sep. – 4. dec. 2023
Foto: Emilia Therese