Anmeldelse: The Humans


Af Carl Sørensen

‘The Humans’ står stort og flot oplyst på scenetæppet. Da lærredet løftes, præsenteres publikum for en nedslidt lejlighed i 2 etager, beliggende i New Yorks Chinatown-område. Scenen er fantastisk bygget, så publikum har mulighed for at opleve handling i flere plan. Med et imponerende cast bestående af Ditte Hansen, Lars Brygmann, Marianne Høgsbro, Nanna Skaarup Voss, Paw Henriksen, Lucia Vinde Dirchsen og Sumiko Jensen møder vi familien Blake.

Familien Blake, bestående af bedstemor Fiona (Høgsbro), far Eric (Brygmann) og mor Deirdre (Hansen), søstrene Aimee (Dirchsen) og Brigid (Voss), og Brigids kæreste Richard (Henriksen), er en familie, som minder os om vores egne eller andres familier. Far kan ikke forholde sig til sine egne og andres følelser, mor drikker for meget, bedstemor er dement, Brigid kan ikke få sin karriere i gang og føler sig forbigået, Richard er pseudointelligent og amatørpsykolog, og Aimee kæmper for at komme over sit brud med kæresten. Hele denne dysfunktionelle sammensmeltning danner scenen for familiens Thanksgiving-middag, og formår både at være sjov, trist, vred og kærlig.

Særligt Brygmann og Dirchsen leverer stærke præstationer, som er organisk vekslende mellem dyb tristhed og hysterisk humor. Jeg oplevede reelle levende mennesker, og ikke blot situationsskabte karakterer. Når Eric for eksempel for sjov anklager Richard for at befamle sin demente mor, og råber ”dit svin!” forårsager det en naturlig højtråbende latter blandt publikum, som straks bliver vekslet med sorg og bekymring da bedstemor Fiona får et voldsomt anfald. Lige så mange emotionelle skift som forestillingen indeholder, lige så naturligt opleves progressionen og samværet familien imellem.

‘The Humans’ er et af de mest ægte billeder på mennesker og deres interaktion. Forestillingen føles aldrig kunstig, og humoren er hele tiden på spil uden, at spolere forestillingen eller skuespillet. Når Aimee konstant har dårlig mave, når Deirdre spiser alt, hvad hun kan, når Richard fortæller om sine drømme, når Brigid forekommer neurotisk, når demente bedstemor Fiona pludselig kan middagsbønnen, og når Eric undslipper følelserne ved, at checke stillingen i en sportskamp, så formår humoren og seriøsiteten at binde det hele sammen, så familien bliver et spejlbillede af os selv. ‘The Humans’ er oplevelsen af ægte mennesker.

Hvem: Folketeatret
Hvor: København K
Hvornår: 9. feb. – 19. marts 2023
Foto: Gudmund Thai