Af Carl Sørensen
Brusken i mit øre er ømt. Jeg har været iført én høretelefon, hvorfra jeg og resten af publikum er blevet guidet igennem et ustoppeligt dommedagsscenarie. Astrid Pauline Schmidt, Yael Gaathon og Jan Vesala er motiverne i et levende kunstværk. Et kunstværk der er lige dele langdigt og performanceteater.
I høretelefonen får vi at vide, at mennesket har fundet et nyt gyldent søm. Et søm eller markør, som definerer jordens geologiske tidsalder, og som derved har haft indflydelse på jordens udvikling. Det seneste gyldne søm bliver kaldt bombesømmet. Dette søm blev til, da mennesket opfandt atombomben, og det var det første som er menneskeskabt.
”Mennesket kan ikke trække vejret længere” dystopien tegnes i vores øre, mens distancen mellem menneskerne visualiseres med de 3 skuespillere. Der bliver kontinuerligt beskrevet en sørgmodig afslutning på menneskets eksistens, alt imens at skuespillerne uden held forsøger at danne relationer. Dette virvar synes tragisk men eksempelvis, når Gaathon inde i sit drivhus skriver HUD på ruderne, imens alt udenfor er kaos, indgyder det alligevel en mærkværdig følelse af håb
Jeg er ikke sikker på, om jeg kan se forskellen i, at publikum sidder med egne høretelefoner, eller om der havde været en voiceover i lokalet. Og når vi igennem høretelefonerne igen skal høre en nærmest monologisk tale, mens lyset fremhæver de forskellige skuespillere næsten som om, at det er deres egne replikker, undrer jeg mig over, at de ikke bare selv fremfører disse. For der er en konceptuel ide i den individuelle lydoplevelse, der samtidig bliver en fælles fortælling, men skal denne ide blive til, bare for at være til? Jeg savnede lidt at forstå dette valg i et større perspektiv, men på trods af dette er ‘Tilbage til for evigt’ en rørende og eksistentiel performance, der sætter tankerne i gang, også efter at publikum har forladt salen.
Hvem: Blaagaard Teater i samarbejde med Systemet
Hvor: København N
Hvornår: 20. okt. – 17. nov. 2022
Foto: Camilla Winther